DATARUMMET | Marts 2026
#1 Legora lancerer “Legal AI Scholars Program”
Hvad?
Legora - som med sin 3.8 mia. kr.-investering medvirkede i sidste udgave af Datarummet - har nu lanceret deres “Legal AI Scholars Program”: et samarbejde med en række af verdens førende law schools om at integrere Legoras platform direkte i deres undervisning. Målet er klart: studerende skal dimittere med AI-kompetencer; ikke tilegne sig dem på jobbet på advokatfirmaets regning. Sidstnævnte er 1:1 i tråd med JURAI’s målsætninger. Legoras tiltag kommer forresten lige i hælene på Harveys lignende “Ambassador Program”, hvilket igen understreger de to virksomheders tætte konkurrence om størst mulig indflydelse og markedsandel.
Hvem?
Sammenlagt er 9 forskellige law schools med som “founding members”, herunder Stanford Law School, Cornell Law School og University of Chicago Law School. Legoras CEO, Max Junestrand, understreger, at tiltaget skal medvirke til at producere studerende, som kan levere juridisk arbejde i samspil med AI. Programmet forventes at blive udvidet til flere jurisdiktioner i de kommende måneder og hvem ved - måske JURAI allerede har en dialog eller to kørende hos Legora om en mulighed i Scholars Programmet - stay tuned.
Hvorfor?
Det er kun et spørgsmål om tid før enten Legora eller Harvey begynder at etablere sine Ambassador/Scholars programmer i Skandinavien. Markedet for juridisk arbejde bevæger sig mod AI-kompetence som et basiskrav - ikke en nice-to-have. Virksomheder som Legora integrerer sig nu i uddannelsessystemet, fordi flere top advokatfirmaer (dog særligt og for nuværende i USA) ikke vil bruge tid og penge på at oplære nyansatte fra bunden. Spørgsmålet er, hvornår de danske jurastudier følger trop, og om de overhovedet er klar til at tage det næste skridt. Som medlem af JURAI arbejder vi dagligt for at holde dig på forkant med de AI-kompetencer, som Legora og Harveys programmer forsøger at tilvejebringe.
Kromann Reumert er JURAI’s nyeste samarbejdspartner og benytter selv Harvey in-house. Har du lyst til at høre mere om Kromann Reumerts AI-tilgang, samt blive klogere på Agentic AI?
#3 AI og reklamer - EU AI ACT
Hvad?
Artikel 50 i EU AI-forordningens træder i kraft til august 2026. Artikel 50 indeholder en ny oplysningspligt, som rammer enhver virksomhed, der bruger generative AI-værktøjer i sin kommunikation. Kort sagt omfatter tiltaget, at virksomheder nu aktivt skal oplyse, om deres offentliggjorte billede-, lyd- eller videoindhold udgør en "deepfake" - altså AI-genereret indhold, der kan fremstå som ægte. Det gælder i praksis, hvad enten du bruger Midjourney, ChatGPT eller et andet generativt AI-system i forbindelse med markedsføring.
Hvem?
Forordningen gælder direkte i Danmark og rammer alle virksomheder, der optræder som "idriftsætter"; altså virksomheder, der kommercielt benytter sig af AI-genererede indhold og tjenester. Oplysningspligten kan eksempelvis aktiveres, hvis et rejsebureau anvender generativ AI til at fremstille billeder af rejsedestinationer, eller hvis et markedsføringsbureau anvender AI til at fremstille kampagner eller reklamefilm. Oplysningen skal gives på en klar og synlig måde senest på tidspunktet for den første interaktion eller eksponering. Manglende iagttagelse af reglerne kan medføre bødestraf efter forordningens sanktionsbestemmelser.
Hvorfor?
Artikel 50 er enormt relevant for alle med interesse for markedsføringsret, IT-ret og immaterialret. Mange jurister vil i fremtiden sidde med netop denne type rådgivning, og det er derfor værd at sætte sig ind i reglerne, inden de træder i kraft. AI-regulering på immaterialrettens og markedsføringsrettens område er i stigende grad ved at udvikle sig til et selvstændigt fagområde - spændende tider! Har man lyst til at læse mere på området kan vi varmt anbefale Patrades artikel om netop dette.
#3 Harvey er nu 11 mia. dollars værd - og vokser stadig
Hvad?
Harvey - Legoras primære konkurrent på det nordamerikanske marked - annoncerede for nylig en ny investeringsrunde på 200 millioner dollars med en samlet værdiansættelse på 11 milliarder dollars. Det bringer Harveys samlede funding til over 1 milliard dollars. Sammenholdt med Legoras 550 millioner-runde fra marts, er det nu soleklart: legal AI er ikke et nichefænomen - det er en af tidens mest attraktive investeringstemaer.
Hvem?
Runden er co-ledet af GIC og Sequoia Capital. Bag Harvey står derudover Andreessen Horowitz, Kleiner Perkins og OpenAIs Startup Fund. Harvey bruges i dag af over 100.000 advokater på tværs af 1.300 organisationer i 60+ lande. Herhjemme er både Kromann Reumert, DLA Piper og Bruun & Hjejle tilsluttet platformen.
Hvorfor?
Legora vs. Harvey er ved at blive legal tech's svar på Spotify mod Apple Music - en hhv. svensk og amerikansk gigant, der kæmper om det samme marked. Harvey beskriver sig selv som "the operating system for legal and professional services" - og med 25.000+ brugerdefinerede agenter er det ikke blot store ord. Som fremtidig jurist vil du med stor sandsynlighed møde enten Legora eller Harvey - eller begge - ila. din karriere.